Platons Akademi, en trilogi
Bind 1: Når lyset fødes igen (2017)
Bind 2: En gang på vejen, altid på vejen (2019)
Bind 3. Liljens Søsterskab (2023)
Kommende udgivelser, som jeg skriver på pt. og derfor ikke har en udgivelsesdag på endnu:
Mesteren fra Manosque, roman
Knuds knogler, roman
De udkomne romaner kan købes i min egen shop, hos Saxo - og hos boghandlere. Hvis de ikke har dem hjemme, så kan de skaffe dem.
Et kort uddrag fra Mesteren fra Manosque:
"Nogle gange må jeg undre mig. Hvorfor livet ret beset er til, for det kan ofte synes meningsløst, omend det i enkelte stunder fylder hjertet så meget ud, at meningen end ikke kan udtrykkes i ord. Hjertet ved det og søger ikke som tanken, der slet ikke kan holde sig tilbage, men rækker ud efter svar og forståelse. Rastløst. Rumlende. Hvordan får vi flere af de særlige, smukke, sansefyldte stunder, der får hjertet til at svulme og sjælen til at danse?"
Mesteren så med et kærligt blik på sin unge elev, hvis ansigt rødmede af anstrengelserne ved at bruge flere ord, end nogensinde før. Knøsen, den unge væbner, havde lært andre værdier end lyde om tunger. Hans hænder svingede da også rundt i luften, som var ordene sværd og undervisningen en kamp, han skulle og måtte overleve med æren i behold. Mesteren smilede. "Tænk over, hvad der gør de gode øjeblikke. Er det maden, bryggen, den rå latter, de svidende spøgefuldheder i herrernes store sale, eller naturen, en kærlig favn, en blå himmel og fuglenes sang?"
Knægten tænkte sig om et øjeblik, mens hans hænder stod stille i luften. "Det er fællesskabet, uanset hvor det er. Udvekslingen mellem mig og de andre, uanset om det er riddere, stormænd, fugle eller min moders favn," svarede han. "Det er, at blive set, hørt og holdt af."
"Som du er," uddybede Mesteren.
"Ja, som jeg er. Det er betingelsesløs accept."
"Er det de andre, der giver dig den følelse?"
"Nej." Den unge ridder in spe smilede, da erkendelsen slog ham. "Det er mig selv, der skaber den."
Som det korte (og endnu forholdsvist uforarbejdede) uddrag herover viser, så handler livet og mine romaner om livsfortællinger, skæbner, kærlighed og kommunikation. I et menneskes indre, mellem to sjæle, mellem øjne og stjerner. Der er kommunikation og udveksling overalt i livet, uanset hvorhen vi ser. Vi formidler vore fortællinger og værdier til hinanden - og til os selv. Det er dem, der former vores liv og dikterer, hvordan vi tager imod vores skæbne - og løfter vores livsopgaver, som ligger deri.
Min livsopgave er at skrive, og den kom til mig på en ganske særlig måde. Forordet i Liljens Søsterskab siger det hele - derfor får du det her:
Det hele begyndte med en drøm. En stærk følelsesmæssig vision i halvvågen tilstand fulgte drømmens faser. Det duftede af liljer i mit soveværelse, mens jeg så nærværende trilogis fortællingsramme udfolde sig for mit indre spirende forfatterblik. Med inspirationen (=fra ånden) kom energien til at udføre det. Det har taget tid. I visionen så jeg flere bøger end tre, men det lader jeg ”mit jeg” i fremtidens rum om at skabe.
I trilogien Platons Akademi bruger jeg duften af liljer som en rød tråd, der ikke kun går gennem siderne i fortællingen, men helt tilbage til den morgen, jeg fik ideen. Omkring liljesymbolikken er en fælles historie, et fundament og en værdi for et fællesskab, hvor kvinden blev æret og respekteret – og i de apokryfe skrifter anes oprindelsen, der også kan sanses mellem linjerne i andre trosfortællinger.
Oprindeligt blev naturens visdom og sjælens indre veje - der logisk set er for alle som en indre (guddommelig?) naturlov - nedskrevet og hemmeligholdt indtil bedre og mere sjæloplyste tider. Fortællingen blev derefter pakket ind i myter og gode historier. Liljekonvallen - Lilli of the valley på engelsk - eller majliljen på dansk - voksede ifølge overleveringen frem fra Evas tårer, da hun og Adam blev forvist fra paradis. Den store lilje, den hvide lilje - der blev symbol for det gnostiske og spirituelle værdifælleskab, jeg skriver om i Platons Akademi - voksede ifølge en anden legende fra Heras mælk, der dryppede på jorden, mens hun ammede Herkules. Blomsten er i Dioscorides materia medica beskrevet som naturmedicin til kvinder, deres fertilitet, cyklusbalance og underlivs sundhed. Liljen blev under katolicismen fremvist som symbol på Jomfru Marias renhed og uskyld - for undertrykkes kunne den ikke.
Liljen optræder imidlertid også på egyptiske vægmalerier, i Grækenlands klassiske kunst og findes på søjler i gamle jødiske templer. For mig er den symbol på sjælenes kilde, der omhandler helheden og balancen mellem mænd og kvinder. Manden i kvinden. Kvinden i manden.
I renæssancen gjorde man meget ud af at filosofere og tale om, hvad de gamle græske myter og biblen handlede om. Jeg har i lang tid haft den opfattelse, at fortællingerne handlede om andet og mere end menneskers kamp med livet, Gud og det Onde. Jeg har set dem som fortællinger om menneskets psyke – der omfatter den indre forvandling, som enhver må igennem på sin sjælevandring. Kend dig selv, lyder en af de første universelle love. Behandl andre, som du selv ønsker at blive behandlet, lyder en anden. Sat ind i Kærlighedens Lov, i den hellige tekst Sjælenes Bog, jeg her i bogen opfinder, behøver vi ikke så meget andet.
Således indsætter jeg - som enhvert tænkende tilpas selvreflekterende menneske før mig - fortællingerne direkte ind i min egen forståelsesramme. Jeg får dem til at passe ind i min egen tro. På den måde er jeg ikke kommet et skridt videre, end da den nys godkendte kristne kirke ved kirkemødet i Nicæa i år 325 smed de tekster ud, der handlede om reinkarnation - fordi det ikke passede i deres forståelse og fortælling om livet dengang. I det mindste er jeg klar over - ja, en gang imellem smertefuldt bevidst om - at alting er en fortælling, vi selv skaber.
Er nogen så kommet videre, kan man spørge. Eller vil vi en dag ramme plet, tørre illusionerne fra øjnene, og se livet som det virkelig er? Vil det overhovedet være klogt, - eller muligt - og vil livet da miste sin betydning? Vil alt det nye, vi sætter i stedet for det gamle, ikke blot være en ny fortælling, uanset hvor meget vi vrider hjernen? Og hvad nu, hvis sandheden om alting er langt mere enkel, end vi tror? Jeg leder efter enkelheden i det forvirrende morads, vi kalder for livet. Den skinner gennem flere gamle som nye fortællinger. Som i dette sagn om oliventræets opståen:
Det første oliventræ blev skabt af to mennesker, et ægtepar, som elskede hinanden. De tog sig af Zeus, da han var på vandring på jorden og træt og udmattet søgte mad og ly hos dem. De hjalp ham, og han lovede at opfylde deres største ønsker. De havde dog kun ét; at dø sammen, i kærlighed og fredfyldt, som de altid havde levet. Zeus sagde: Når I føler, det er tid, stil jer da ud på jeres gårdsplads og hold om hinanden, mens I siger mit navn. Da tiden kom, gjorde de, som Zeus havde sagt, og se, Zeus tog deres fælles kærligheds kraft og forvandlede dem til en af jordens største velsignelser og gave.
Når du ser på et oliventræ, vil du se, at det altid har to stammer. De omfavner hinanden til minde om den kærlighed, der skabte denne næring for menneskeheden.
Fortællingen afslører også noget andet. Hvad kærligheden kan frembringe, når to sjæle skaber sammen i balance. Måske er det her, den virkelige sandhed ligger - måske er det så enkelt, at vi ikke kan fatte det. Så lad os endelig søge videre – i både gamle og nye tekster. De gamle historier er vores arv. Den, de nye bygger på og udvikler sig fra.
Uden en fortælling er vi som planter uden rødder. Uden den tro, som fortællingen skaber, er vi alene i et stort, mørkt univers. Fortællingen er fødselshjælper for lyset i os, så vi kan forvandle det mørke, vi møder på vores vej og i os selv.
Men vi har en udfordring. Den har vi haft længe. Mørket, i form af sygdom, katastrofer, krige og ondskab, er så overbevisende, overvældende og smertefuldt, at vi kan misledes i vort eget indre - og gennem ydre skiftende religiøse fortællinger - til at tro, at det kommer fra os. Det er vores skyld. Vores synd. Eller vores egne tanker. Nogle straffer derpå sig selv. Andre falder for fristelsen til at vende det udad. Det er alligevel nemmere at leve med, at det var fjenden, der gjorde det.
Som fanden og alle hans hekse. Fjenden og alle hans mænd. Nabokonen med alle sine varsler og gisninger. Paven, bispen, skiderikken, mullahen, kvinden og geden.
Men mørket overvinder vi ikke ved at gøre hinanden eller os selv til fjender, omend det kan være psykologisk rart eller genkendeligt at være det uskyldige offer eller helten. Det er ret beset ikke andet end en psykisk forsvarsmekanisme, som i værste fald kan blinde os, så vi ikke kan se de virkelige udfordringer i livet.
Der er dog en anden vej: at bevidstgøre vore fortællinger. Vælge dem, vi ønsker. Dem, der adskiller os, eller dem, der forener os. Valget er vores.
Dorthe Lis Lindgaard-Thomsen
Forfatter
